Flamenco som studie: flamencología

Fra midten af det 20. århundrede begyndte flamenco at blive et egentligt studieobjekt. Fra 1950’erne blev der udgivet en række musikologiske og antropologiske studier om flamenco. I 1954 udgav Hispavox den første Antología del Cante Flamenco, en indspilning domineret af et orkestreret og mystificeret cante.

 

I 1955 udgav Anselmo González Climent et essay med titlen Flamencología. Dermed blev flamenco og studiet heraf i høj grad værdiggjort, da der blev anvendt samme akademiske metode som i musikologi. Værket kom desuden til at danne grundlag for senere studier af denne genre.

 

I 1956 fandt den "I Concurso Nacional de Cante Jondo de Córdoba" sted. Og to år senere blev det første professorat i Flamencología oprettet i Jerez de la Frontera, som dermed blev den ældste akademiske institution for studiet, bevaringen, forskningen, udbredelsen og forsvaret af flamenco-kunsten.

 

I 1963 udgav Ricardo Molina – digter fra Córdoba – og Antonio Mairena – cantaor fra Sevilla – værket Mundo y Formas del Cante flamenco; et uomgængeligt referenceværk for enhver, der vil forstå flamenco. Bogen beskriver og forklarer på enkel vis mangfoldigheden af stilarter og palos. Den fortæller historien om cante og hævder, at flamenco var en eksklusiv skabelse af romaerne, som bevarede den i det intime rum, indtil de begyndte at leve af den.

 

Denne bog skelner også mellem “cante grande”, der definerer det romske cante, og “cante chico”, som betegner den flamenco-prægede udgave af Andalusiens og de koloniale folkemelodier.

 

Molina og Mairenas værk introducerede i flamencología som forskningslinjer “neojondismo” og den “gitanistiske tese”.

 

Andre forfattere udarbejdede det, man kaldte den “andalusistiske tese”, som hævdede, at flamenco var et andalusisk produkt, udviklet fuldt ud i denne region, og at dens palos havde deres oprindelse i andalusisk folkemusik. Ligeledes fastholdt de, at romaerne i Andalusien havde bidraget afgørende til dannelsen af flamenco.

 

I denne sammenhæng blev dette genres enestående karakter tydelig i forhold til andre romske musik- og danseformer i resten af Spanien og Europa. I dag accepteres i højere grad en forening af den andalusistiske tese og den gitanistiske tese.