Romance

I romance kan man genkende mange tekster og melodier fra flamenco-repertoiret. Der har været indflydelser herfra i så oprindelige cantes som cañas, jaleos, polos, martinetes, tonás, soleares, romeras, villancicos, nanas og også indflydelser i saetas, peteneras, seguiriyas og bulerías.

 

De første flamenco-sangere fra Cádiz var fremragende romancistas. De brugte dem som underholdning, hvor de fortalte gamle historier.

 

Den alternative betegnelse er corridos eller corridas i relation til kontinuiteten i deres coplas – som går glidende videre – i modsætning til de øvrige flamenco-stilarter, der er opbygget af uafhængige coplas uden narrativ eller tematisk sammenhæng. I 1971 udgav forskeren Luis Suárez Ávila et hæfte med titlen “Corridos, corridas o carrerillas, verdadero origen del cante flamenco”. Det er et værdifuldt lille skrift, hvor der gives et overblik over sigøjnernes romancer fra El Puerto de Santa María (Cádiz).

 

De mest udbredte romances har særlige melodier, men mangler en klart identificerbar melodi. De består af et eller flere stigende vers, som afsluttes med et faldende vers. Spændingen i fortællingen bevares, og de faldende kadencer reserveres til det sidste vers. Romance fremføres uden guitarakkompagnement, frit, uden en konkret metrik. Når den ledsages af guitar, antager den compás som en dansbar soleá, jaleo extremeño eller endda den mere livlige bulerías. Tonaliteten i romances er i både mol og dur, selvom romance med guitar som regel er den samme som bulerías por soleá i flamenco-mode. Ifølge teksten er det en række assonerende rim i de lige vers, mens de ulige står frit. Den har mindst fire vers, som man også kan kalde en copla. Den mest almindelige romance er med otte stavelser, men der findes også såkaldte “heroiske” romances (af arte mayor).