Soleá
Soleá er en flamenco-stilart inden for sang. De første efterretninger, man har kendskab til, stammer fra “La Andonda”, en kvindelig gitansk sanger, der var gift med sangeren "El Fillo" (død i Sevilla i 1878).
De ældste dokumenter stammer altså fra 1850’erne og omtaler den som “La Soledad”. Andre gange som “soleá granadina”. I alle tilfælde viser disse betegnelser dog, at der er tale om en type, der er meget anderledes end den nuværende.
Dansen soleá udføres af en solodanserinde med stor udtrykskraft. Soleá bruges meget til, at danserinden kan brillere. Bevægelserne kan være typisk feminine med armene og kroppen og ledsages af zapateado. Danserinden vækker desuden opmærksomhed ved at bevæge hofterne, med sin alvor og sit markante udtryk.
Selv om tempoet i soleá er tungt og langsomt, er taktarten den samme som i bulerías og alegrías (om end med en anden karakter). Set fra musikteoriens synspunkt begynder takten på det slag, der markeres som det 3., for at følge sangteksten. Det vil sige en takt på tre tider med forskudte betoninger eller snarere en takt med tolv pulsslag: 3+2+2+2+3.
Der findes forskellige stilarter og varianter af Soleá:
- Soleá de Triana.
- Soleá de Cádiz.
- Soleá de Jerez de la Frontera.
- Soleá de Alcalá de Guadaíra.
- Soleá de Utrera.
- Soleá de Córdoba.
- Soleá apolá (hvor man afslutter polo med en soleá).
- Soleá por Bulerías; soleá-harmoni og bulerías-takt.
- Soleá Grande (med fire vers).
- Soleá de Cambio (til afslutning og i en anden toneart).
- Soleá Corta.
- Soleariya (soleá med forkortet melodi, hvor det første vers er reduceret til kun fire stavelser).
- Soleá de preparación (til at indlede en bestemt sang).
- Soleá de Zurraque (typisk for pottemagere).
