Rumba catalana
Den catalanske rumba er en genre, der blev udviklet af det catalanske roma-miljø i Barcelona fra midten af 50’erne. Dens vigtigste kendetegn er, at den tager rytmer fra rumba flamenca, med indflydelse fra rock & roll og cubansk musik.
Den opstod konkret i de catalanske miljøer i kvarteret Gracia, i Hostafrancs og i gaden Carrer de la Cera i Raval. Denne genre bygger på en fusion af lette katalansk-andalusiske cantes med grundlæggende afro-cubanske claves, har en 4/4-rytme og mønstre fra guaracha og son.
Den akkompagneres af sangstemmer og håndklap med guitar, güiro, bongotrommer; dertil kommer congas, timbales, små percussioninstrumenter, blæsere, klaver, el-bas og elektriske keyboards. I dag inkluderer kunstneren Oscar Casañas hiphop og tropiske elektroniske lyde i den catalanske rumba.
De tre kunstnere, der definerer den catalanske rumba i Barcelona, er: Peret, Antonio González “El Pescaílla” og Josep María Valentí “El Chacho”. Senere følger Las Grecas og Los Amaya samt trioen Rumba Tres.
Gato Pérez genopdagede den catalanske rumba i 70’erne. Han indledte en ny æra inden for denne genre og skrev sig ind i dens historie med musikalske skabelser, hvor han fører den catalanske rumba tættere på jazz og salsa.
I 80’erne og 90’erne blander Los Chichos og Los Chunguitos rumba med marginale og forstadsprægede stilarter og med flamenco. Andre kunstnere brugte denne stil som reference: Lolita Flores, Manzanita, Azúcar Moreno, Rosario Flores eller Ketama. Derudover gav Los Manolos og Gipsy Kings den catalanske rumba nye vinde, men uden egentlig at tilføre en reel nyskabelse.
I slutningen af 90’erne tager den catalanske rumba endnu en drejning, hvor den optager forskellige musikalske indflydelser. Der findes grupper, som bevarer den traditionelle og flamencoprægede essens, såsom Sabor de Gracia eller Ai,ai,ai, mens andre grupper som La Cabra Mecánica, Estopa, Melendi eller Ojos de Brujo fusionerer rumba med andre stilarter som swing, ska eller reggae; de inkluderer også andre latinamerikanske rytmer som cumbia og skaber dermed det, der i dag kendes som rumba fusión.
Denne ændring skyldes det eklektiske aftryk fra den fransk-spanske kunstner Manu Chao og hans gruppe Mano Negra i den barcelonske og spanske kultur. Denne undergenre er ofte påvirket af Nuevo Flamenco (Kiko Veneno, Mártires del Compás, Pata Negra). Her udmærker sig catalanske grupper som Muchachito Bombo Infierno, La Pegatina, Txarango, Bongo Botrako, La Troba Kung-fú, La Familia Rústika, Bonobos Música eller La Banda del Panda.
Der er også madrilenske grupper, som bevæger sig i denne rumba-scene: Alpargata, Canteca de Macao eller Antonio "el Turuta". Desuden er andre, mere nutidige kunstnere blevet påvirket af rumbaen, om end i en mere poppet form, såsom Oscar Casañas eller "El Chinchilla".
