Den flamencooperaen og første halvdel af det 20. århundrede

Mellem 1920 og 1955 blev der afholdt flamenco-forestillinger på tyrefægterarenaer og i teatre. Disse forestillinger blev kendt som La Ópera Flamenca.

 

Den fik dette navn som en økonomisk strategi fra arrangørernes side, da opera dengang kun betalte 3 % i skat, mens forestillinger betalte 10 %. I disse år bredte flamenco-forestillingerne sig over hele landet og til de vigtigste byer i hele verden. Som bagside af medaljen betød den kommercielle og sociale succes for flamenco, at nogle mere seriøse og gamle palos blev fjernet fra scenerne til fordel for de mest livlige; som cantes de ida y vuelta, cantiñas eller fandangos.

 

Som et forsvar for den puristiske linje indkaldte Manuel de Falla og Federico García Lorca i 1922 til en konkurrence i cante jondo i Granada. De opfattede flamenco som folklore og ikke som en scenekunst. De var bekymrede for, at flamencoens dybeste og reneste rødder ville gå tabt. Derfor organiserede de denne konkurrence, hvor kun amatører kunne deltage. Cantes de cantiñas og festlige cantes blev udelukket. Dommerpanelet blev ledet af Antonio Chacón, datidens største figur inden for cante. Vinderne var “El Tenazas”, en pensioneret cantaor fra Morón de la Frontera, og en dreng fra Sevilla på kun 8 år, Manuel Ortega. Sidstnævnte gik over i historien som Manolo “Caracol”.

 

Dog blev konkurrencen en fiasko på grund af den begrænsede opmærksomhed, den fik. Også fordi Lorca og Falla ikke forstod, at flamenco allerede havde en professionel karakter. De holdt fast i ønsket om at finde en renhed, der aldrig havde eksisteret, da denne kunstform var kendetegnet ved sine skaberes innovation og blanding af stilarter.

 

Generation 27, med nogle af de mest fremtrædende andalusiske medlemmer og kendere af genren, bidrog til, at flamenco blev anerkendt af intellektuelle.

 

I efterkrigstiden efter den Spanske Borgerkrig og i de første år af Franco-tiden blev flamencoens verden mødt med mistro, da myndighederne ikke var sikre på, at den bidrog til den nationale bevidsthed. Snart gjorde regimet dog flamenco til et af Spaniens vigtigste kulturelle udtryk.

 

Med La Ópera Flamenca kom en tid med åben kreativitet, som formede det meste af flamenco-repertoiret. Store kunstnere som Manuel Torre, Antonio Chacón, Pepe Marchena, La Niña de los Peines og Manolo Caracol skilte sig ud.