Det flamencoguitarens spil

Det flamencoguitarens spil

 

Flamencoguitarister kaldes tocaores. Teknikken og kropsholdningen i det flamencospil er anderledes end ved klassisk guitar. Tocaoren krydser benene og hviler guitaren på det højeste ben. Han holder halsen næsten vandret. Det specifikke instrument er den såkaldte flamencoguitar. I dag bruger de mest moderne også den klassiske guitar. Flamencoguitaren er lettere. Kassen er desuden smallere, så klangen er svagere og ikke overdøver sangeren, cantaoren. Træet er som regel cypres, med hals i cedertræ og dækket i gran. Tidligere brugte man palisander fra Indien eller Rio, hvor sidstnævnte var af højere kvalitet. Men i dag er dette træ gået af brug på grund af dets knaphed. De stemmeskruer, der bruges mest i flamenco, er som regel af metal.

 

De teknikker, der anvendes af tocaores, er picado, alzapúa, trémolo og rasgueo. Brug af tommelfingeren er også karakteristisk for flamencospil. Tocaores støtter tommelfingeren på guitarens resonansdæk. Pege- og langfinger hviler på strengen over den, de spiller på. På den måde opnås større klang og kraft. Langfingeren støttes også på guitarens golpeador for at opnå større præcision og styrke, når strengen anslås. Som percussivt element giver golpeadoren stor kraft til flamencofortolkningen.

 

Hvordan er tocaores’ teknikker

 

Picado: skala-passager på én enkelt linje, som spilles ved skiftevis at bruge pege- og langfinger, mens de andre fingre hviler på den umiddelbart forrige streng. Alternative metoder omfatter hurtig brug af tommelfingeren på de tilstødende strenge samt skiftevis brug af tommel og pegefinger eller en kombination af alle tre metoder i én passage.

 

Rasgueado: at spille guitaren med strumning, eller ved udadgående bevægelser med fingrene på højre hånd på mange forskellige måder. Man opnår en god rytmisk stemning, som menes at være en reminiscens af fødderne og brugen af kastagnetter hos flamencodanseren, bailaoren. Det kan udføres med 5, 4 eller 3 fingre.

 

Alzapúa: en tommelteknik, som har rødder i lutplektrum-teknik. Højre hånds tommelfinger bruges både opad og nedad til enkelttoner og/eller til at strumme over flere strenge. Begge kombineres i hurtig rækkefølge for at give en unik lyd.

 

Trémolo: hurtig gentagelse af en enkelt lys tone, ofte efter en bastone. Flamencotrémolo er anderledes end trémolo på klassisk guitar. Det spilles normalt med højrehåndsmønstret p-i-a-m-i (tommelfinger-pegefinger-ringfinger-langfinger-pegefinger), hvilket giver et trémolo på fire toner.

 

Spillestilarterne klassificeres desuden efter typen af fortolkning:

• Toque airoso: er rytmisk, livligt og med en lys, næsten metallisk klang.
• Toque gitano eller flamenco: dybt og med pellizco, med brug af synkoper og dybe basstrenge, bordones.
• Toque pastueño: er langsomt og roligt.
• Toque sobrio: uden nogen udsmykning eller overflødige pral.
• Toque corto: fattigt på udtryksmæssige og tekniske virkemidler.
• Toque frío: mangler dybde og pellizco.

 

Falsetaen, som akkompagnement, er den melodiske frase eller floreo, der indsættes mellem akkorderne, som ledsager strofen, coplaen. Ligeledes taler man om at akkompagnere eller spille por arriba – lys toneart – (ved brug af fingersætningen til E-dur-akkorden) og por medio (A-dur), uafhængigt af om der er transponeret med cejilla eller ej. Solospillet og tocaores’ akkompagnement bygger både på modalt og tonalt harmonisk system. Oftest kombineres begge.

 

Nogle cantes fortolkes “a palo seco”, det vil sige a capella.