Rondeña

Rondeña er en palo inden for gruppen af cantes de Málaga. Ligesom de øvrige palos i denne gruppe fandtes rondeña allerede før flamencoen og blev først en del af den i det 19. århundrede. Dens oprindelse ligger i den malaganske fandango og mere konkret i bandolás, som den er en del af. Nogle forfattere påpeger, at navnet kommer fra de natlige serenader, som friere tidligere gav deres udkårne for at synge for dem. Andre mener, at navnet skyldes byen Ronda, da den stammer fra den homonyme bjergegn.

 

Rondeña spredte sig i høj grad over Andalusien i det 19. århundrede. Så meget, at mange udenlandske turister fra den tid allerede fik kendskab til den og beskrev den efter deres rejser. Canten rondeña har udviklet sig i de senere tider. Den er mindre fyldt med melismer og er langsommere i begyndelsen. Dens opbygning er uden fast takt, ad libitum. Teksterne er knyttet til livet på landet. Strukturen er en strofe på fire otte-stavelsesvers, som oftest med parrim. Den bliver til fem vers, når et af dem gentages – som regel det andet – selv om den også kan optræde uden gentagelse. Dansen har en compás abandolao. Andre har taget sin rytme fra taranto og har mange ligheder med denne. Rondeña er dog mere fremkaldende og åben.

 

Blandt dens kunstnere fremhæves en af dens foregangsmænd, Miguel Borrul padre, og den, der forædlede denne palo: Ramón Montoya. I det 20. århundrede skilte sig følgende cantaores ud: "Fosforito", Antonio de Canillas, Alfredo Arrebola, Juan de la Loma, Jacinto Almadén, "El Gallina", Antonio Ranchal, Enrique Orozco, Cándido de Málaga og José Menese. På guitaren (toque) udmærker Manolo Sanlúcar sig.