Taranto
Taranto er en flamencostil med oprindelse i Almería. Den nedstammer fra taranta. Den adskiller sig fra denne ved at følge en fast takt, hvilket gør dans mulig, på lignende måde som zambra mora. Taranto stammer fra mineområdet i Almería.
Den første, der sang den, var Pedro el Morato, men man kan også nævne “El Cabogatero” (1810-1880) og "Ciego de la Playa" (født omkring 1840). Man bør også nævne Juan Abad Díaz “Chilares”, født i 1868 i Zapillo, en bydel i Almería. Da den stammer fra mineområdet i Almería, regnes taranto blandt cantes de las minas (fandango, taranto og taranta). Dens udvikling fandt sted i Almería i flamenco-nætterne mellem det 19. og det 20. århundrede, smukt krydret af tre caféer: “Frailito” (Plaza de Santo Domingo), “España” (C/ Sebastián Perez, i dag General Rada) og “Lyon de Oro”.
Den flamenco-forening “El Taranto” sørger for at bevare traditionen for denne sangstil. I dansen regnes Carmen Amaya som tarantoens moder tilbage i 1940’erne. Taranto havde berigende forbindelser til stilarterne i regionen Murcia, hvor bindeleddet var livet i minerne og cantaores som El Morato og Chilares, der levede med rejser frem og tilbage mellem Cartagena og Almería.
Rojo el Alpargatero tilbragte en stor del af sit liv i Almería. Der var også indflydelser fra Jaén, Linares og La Carolina. Taranteros og folk fra minerne omgikkes de mest berømte sangere fra Jaén, såsom Basilio, Los Heredia, El Bacalao, El Cabrerillo og el Tonto Linares. Forbindelsesleddet var jernbanen til mineraltransport mellem Almería og Linares.
Mellem Almería og Málaga var der også stor aktivitet og udveksling i flamencoverdenen. I 1881 blev den store cantaora La Rubia de Málaga engageret af kasinoet i Almería. Hendes ophold der forklarer, at sangen fra "El Ciego de la Playa" fik indflydelse på malagueña-stilen hos "El Canario", elsker til La Rubia de Málaga. Den blev også lært af Antonio Chacón, da han tog til Almería for at lære dens cantes at kende.
